Varig løsning: repatriering og hjemvenden

Indledning

EU’s asylregler omfatter en ordning, der ofte betegnes »Dublinproceduren«, som fastsætter, hvilke EU-medlemsstater der er ansvarlige for at undersøge en ansøgning om international beskyttelse. Dublin III-forordningen (Forordning (EU) nr. 604/2013) finder anvendelse i 32 lande, som omfatter de 28 EU-medlemsstater samt Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz.
I henhold til artikel 6 i Dublinforordningen (forordning (EU) nr. 604/2013), som omhandler børn, skal barnets tarv være et primært hensyn. Uledsagede børn skal have bistand fra en repræsentant, der har de nødvendige kvalifikationer og den nødvendige ekspertise til at varetage barnets tarv på hvert trin i Dublinproceduren².
Forordningen tilsiger også, at kun et land kan være ansvarligt for at vurdere anmodningen om international beskyttelse. Der kan være adskillige årsager til, at en specifik EU-medlemsstat bliver ansvarlig for at undersøge en anmodning om international beskyttelse, fx at et familiemedlem eller slægtning opholder sig i landet, at personen har fået udstedt visum eller opholdstilladelse dér, eller om personen har rejst gennem andre Dublin III-lande på regulære eller irregulære måder.

Den væsentlige årsag til at have kendskab til Forordningen er de pædagogiske opgaver for værgen, som følger af Forordningen. Barnets bedste interesse er et afgørende kriterium. Det skal derfor overvejes, om barnets udvikling vil blive positivt påvirket af en overførsel til en anden EU-medlemsstat, hvor et familiemedlem eller en slægtning har bopæl. Værgen skal derfor samarbejde på tværs af grænser for at få indblik i situationen for familiemedlemmet eller slægtningen i den anden EU-medlemsstat.

Information

Af mange grunde kan uledsagede børn ende i én EU-medlemsstat, mens deres familie ender i en anden. Dublin III-forordningen giver mulighed for at genforene barnet med sin familie i disse omstændigheder. Under Dublin III kan barnet blive genforenet med forældre, såvel som brødre og søstre, onkler og tanter, bedsteforældre samt enhver voksen, som måtte have draget omsorg for barnet i oprindelseslandet. Det er prioriteret at placere uledsagede børn i samme medlemsland som et familiemedlem eller slægtning, forudsat at dette er i barnets bedste interesse.

Først og fremmest giver Forordningen ansvaret for at behandle anmodningen om international beskyttelse til den medlemsstat, hvor uledsagede børn har et ‘familiemedlem’ (defineret som en forældre, ægtefælle eller et barn) eller en ‘søskende’, som har ‘lovligt ophold’ i landet. Denne stat er forpligtet til at tage ansvar for at undersøge en anmodning fra det uledsagede barn. Dernæst giver Forordningen ansvaret for at behandle anmodningen til den medlemsstat, hvor det uledsagede barn har en ‘slægtning’ (defineret som en voksen tante, onkel eller bedsteforælder), som har ‘lovligt ophold’ der. I dette tilfælde er der yderligere betingelser: der skal foretages en separat undersøgelse af, om slægtningen er i stand til at drage omsorg for barnet, og tildelingen af ansvar skal ske i barnets bedste interesse³.

Når det er fastslået, at asylansøgeren er et uledsaget barn, som har familie eller slægtninge som defineret af EU-reglerne i en bestemt medlemsstat, skal barnet overflyttes til denne medlemsstat for at anmode om international beskyttelse der. Det uledsagede barn skal give de statslige myndigheder al den information, som barnet besidder, omkring ethvert familiemedlems eller slægtnings ophold i ethvert Dublin-land.

I tilfælde af, at et familiemedlem eller en slægtning (far, mor, barn, søskende, tante, onkel, bedsteforældre, voksen med ansvar for barnet, værge) for et uledsaget barn har ophold, kan det følgende benyttes som bevis:

• opholdstilladelser udstedt til familiemedlemmet;
• dokumentation for, at person er beslægtet, hvis dette findes;
• i manglen på dette, og hvis nødvendigt, DNA-test eller blodprøve;
• kontrollérbare oplysninger fra ansøgeren;
• erklæringer fra de berørte familiemedlemmer;
• rapporter/bekræftelse af informationen fra en international organisation (UNHCR)⁴.

 

Det er vigtigt, at det uledsagede barn hurtigst muligt oplyser statens myndigheder, hvis barnet tror at dets mor, far, bror eller søster, tante, onkel, bedstemor eller bedstefar kunne være bosat i et af Dublin-landene og, hvis dette er tilfældet, hvorvidt de ønsker at bo sammen med dem.

Barnets bedste interesse

Barnets bedste interesser skal respekteres. I fraværet af et familiemedlem eller slægtning har et uledsaget barn – i modsætning til enhver anden asylansøger – reelt et valg mellem at ansøge i forskellige medlemsstater. EU-Domstolen har bekræftet (i sagen om MA), at dette er tilfældet også efter barnet allerede har ansøgt i en anden medlemsstat⁵.

Princippet om ikke-flytning af børn

At flytte uledsagede børn fra ét land til et andet har en negativ påvirkning på deres trivsel. Flytning eller truslen herom kan medføre deres forsvinden. Landet med ansvar for at undersøge et barns asylansøgning bør derfor være dét, hvor den seneste ansøgning er indgivet, for at undgå unødige flytninger, undtaget hvor en flytning har til hensigt at genforene familiaer eller er i barnets bedste interesse. Børn bør ikke adskilles fra familiemedlemmer, inklusive brødre og søstre, som allerede opholder sig i EU. Medlemsstater bør være forpligtede til at opspore familiemedlemmer med ophold i EU.

Procedurens varighed

Hvis den medlemsstat, hvor en asylansøgning indgives, anser et andet land for at være ansvarlig for behandling af ansøgningen, skal den anmode dette land om at acceptere ansvaret inden for tre måneder fra datoen for indgivelse af asylansøgningen. Staten, som denne anmodning sendes til, skal svare inden for to måneder fra modtagelse af anmodningen. Undladelse af at svare inden for tidsfristen betyder, at staten har påtaget sig ansvaret for anmodningen. Overgangen vil finde sted inden for seks måneder fra tidspunktet, hvor det andet land påtog sig ansvaret for asylansøgningen.

Finland

Den finske Immigrationstjeneste stiller information om Dublin-proceduren til rådighed (på finsk). Information om værgens rolle i proceduren kan findes i Håndbogen for værger udgivet af den finske Immigrationstjeneste (på finsk).

Grækenland

Information om Dublin-proceduren fra den græske Asyltjeneste (på græsk) kan findes her. Information om METAdrasi’s Værge-netværk for Uledsagede Mindreårige og rollerne for medlemmerne af Værge-netværket kan findes (på engelsk) her .

Viden og værktøjer

Tjekliste: Forældremyndighedsindehaverens eller ved dennes fravær den retlige repræsentants yderligere opgaver i forbindelse med Dublinprocedurer

• Gennemgå de relevante dokumenter i barnets asylsag;
• Kontroller, at asylmyndighederne overholder alle Dublinforordningens garantier til beskyttelse af uledsagede børn.;
• Argumenter for afgørelser baseret på hensynet til familiesammenføring, barnets velfærd og sociale udvikling og barnets sikkerhed samt barnets synspunkter.;
• Sørg for, at barnet informeres i det fornødne omfang, og medvirk til barnets deltagelse.;
• Medvirk til at etablere kontakt med familiemedlemmer, hvis barnet ønsker det.;
• Argumenter imod frihedsberøvelse, og anmod om modtagelsesfaciliteter, der er sikre og tager hensyn til barnets særlige behov.;
• Argumenter for, at overførsel til en anden EU medlemsstat sker på en børnevenlig måde, og ledsag om nødvendigt barnet, eller argumenter for, at en overførsel kun finder sted, hvis det er i barnets tarv⁶.

 

God praksis

Projektet ‘Dublin-støtte for værger’ blev implementeret af Nidos i 2013-2014 i samråd med Caritas International og France Terre d’Asile med økonomisk støtte fra den Europæiske Flygtningefond. Målet var at udbyde vejledning til værger i EU i forhold til Dublin III-forordningen. Afslutningsrapporten fra dette projekt kan findes her.Som en del af projektet startede Nidos en helpdesk for at assistere værger med Dublin-sager om uledsagede børn. Denne assistance – der bygger på års erfaring – vedrører adskillige elementer af Dublin-genforening:

• Konkretisering af barnets bedste interesse;
• Hjælp til at få indblik i de faktorer, som er vigtige i en genforeningsproces;
• Fremskaffelse af kontaktoplysninger;
• Information om processen i ethvert EU-land;
• Placering af værgen i de juridiske procedurer under Dublin.

Information

Barnets hjemvenden til oprindelseslandet bør principielt udelukkende arrangeres, hvis det er i barnets bedste interesse. Hjemvenden skal være i overensstemmelse med princippet om non-refoulement, som forbyder hjemvenden til tortur, forfølgelse eller anden alvorlig skade⁷.

Hjemrejse er en stor udfordring for de fleste uledsagede børn. De frygter for deres sikkerhed, og at blive udsat for repressalier for at have forladt hjemlandet. De skammer sig også over ikke at have været i stand til at hjælpe deres
familier, eller frygter at blive afvist af familien, fordi deres tid i Europa ikke førte til den forventede succes.
Børn, der vender hjem, er ikke altid velkomne hos deres familier, hvis de kommer tomhændede. Familierne har ofte bragt store finansielle ofre for at muliggøre rejsen, og kommer barnet hjem uden penge kan det give familien
alvorlige økonomiske problemer. I det hjemlige lokalsamfunds øjne synes det utroværdigt at vende tomhændet hjem fra Europa. Et uledsaget barn risikerer efter sin hjemkomst at blive betragtet som en fiasko og ikke længere
være velkommen i lokalsamfundet, hvilket vanskeliggør den unges chancer for at finde bolig og indtægtskilder.
Mange af disse problemer kan mindskes ved hjælp af hjemrejserådgivning. Det er vigtigt at:

• levere troværdige og opdaterede informationer om sikkerheden i hjemlandet;
• formidle erfaringer fra allerede hjemvendte;
• oplyse familien om grunden til den tvungne hjemrejse, med henblik på at give barnet “syndsforladelse”;
• tilbyde en plan for hjemrejsen således at barnet ikke kommer tomhændet tilbage (f.eks. ved at tilbyde hjemrejseorienterede uddannelsesforløb) i samråd med familien⁸.

 

Vejledning om at tilvejebringe oplysninger om oprindelseslandet kan findes i denne værktøjssamling under ‘Din viden og kompetencer‘.

Grækenland

Støttede Frivillige Hjemvenden- og Reintegrationsprogrammer (SFHR; på engelsk AVRR/Assisted Voluntary Return and Reintegration Programmes) henvender sig til tredjelandes statsborgere, som ikke kan eller ønsker at forblive i Grækenland. Der tages særligt hånd om sårbare migranter så som ofre for menneskesmugling, uledsagede børn, enforældre-familier og individer med medicinske behov. Information om de Støttede Frivillige Hjemvenden- og Reintegrationsprogrammer (SFHR) i Grækenland kan findes her (på engelsk).

Finland

Projektet Alene i Finland (Yksin Suomessa) har lavet en guide for værger, som også indeholder information om hjemvenden til oprindelseslandet. Du kan finde guiden her (på finsk).

Viden og værktøjer

Værktøj: tilsyn efter hjemvenden/em>

Som en del af projektet Tilsyn med Hjemvendte Børn – Kosovo og Albanien (MRM) er der blevet udviklet et tilsynsværktøj baseret på Groningen Universitets BBI-model og Styrker og Udfordringer Spørgeskemaet (SUS). Resultaterne fra projektet viste, at børn som vendte frivilligt hjem var i den bedste situation og også i en sund mental tilstand, mens de, som blev tvangshjemsendt havde det værst. MRM viser, at det med begrænsede omkostninger er muligt at spore børns velvære efter hjemvenden for at forbedre politikker og praktiske tiltag på en metodisk og struktureret måde. Modellen kan anvendes for ethvert oprindelsesland, men baselinen (fortolkning af de 14 udviklingsvilkår i en lokal kontekst) skal udvikles særskilt for hvert oprindelsesland. Brugen af flere cases vil forbedre instrumentet både generelt og den landespecifikke baseline. MRM kræver ikke faste strukturer for at blive iværksat og kan implementeres forholdsvist enkelt. Mere information kan ses her.

God praksis

Nederlandene: hjemrejsepolitik ved Nidos

Nidos politik for hjemrejse er baseret på den vision, at vil man sikre en “bæredygtig hjemrejse” for barnet, må man arbejde på to fronter: at sikre både barnets og familiens engagement. Beslutningen om hjemrejse kan understøttes ved, i samarbejde med barnet og familien, at udarbejde en
bæredygtig plan for sikker hjemrejse. Planen skal sigte mod at skabe en uafhængig tilværelse; den skal være baseret på sande og troværdige oplysninger; monitoreres af internationale og lokale organisationer, og følges
til dørs ved hjælp af Nidos’ sagsbehandling og barnets og familiens fælles engagement.
Dette fælles engagement kan opnås ved:

• god timing;
• at involvere familien i barnets situation helt fra begyndelsen af rådgivningsforløbet, og at inddrage familien i håndtering af problemer og fremtidsplaner;
• sammen med barnet at træffe en beslutning om, hvornår man vil undersøge mulighederne for hjemrejse og forberede en hjemrejseplan.

En bæredygtig plan for hjemrejse:

• tilbyder barnet et sikkert opholdssted;
• tilbyder barnet udsigt til en uafhængig tilværelse via uddannelse eller arbejde;
• tilbyder barnet udviklingsmuligheder;
• er udarbejdet af familien, eller med familiens samtykke og understøttelse;
• tilbyder placering hos en familie, helst indenfor den biologiske familie, men ellers alternative modeller;
• støttes af lokale organisationer.

At sikre en bæredygtig hjemrejse kræver:

• at hjemrejsen monitoreres af lokale og internationale organisationer;
• at hjemrejseplanen og den første periode efter hjemkomsten monitoreres med henblik på, om nødvendigt, at tilpasse planen med hjælp fra lokale organisationer og/eller familien⁹.

Danmark: hjemrejserådgivning

Dansk Røde Kors tilbyder hjemrejserådgivning til afslåede asylansøgere i deres centre, og der er en særlig tilgang for børn. Netop ankomne børn er ofte trætte, anspændte og forvirrede. De har modtaget ukorrekt og modsigende information om modtagelse og asylprocessen i deres nye land. Derfor finder de det vanskeligt at orientere sig og slå sig ned. Udover behovet for tryghed er det vigtigt for dem at vide, hvad der skal ske nu. Det primære mål for den indledende kontakt med barnet er derfor at hjælpe dem til at føle, at de har kontrollen, og at hjælpe dem med at forstå konteksten og betydningen af den nye og underlige situation, som de befinder sig i.

Tidlig indgriben er meget vigtig for at give barnet grundlæggende information om asylproceduren, herunder muligheden for hjemrejserådgivning, hvis barnet ønsker at tilbagekalde sin asylansøgning eller deres ansøgning afslås. Det primære budskab i hjemrejserådgivningen er: stå ikke alene i denne situation, men tag imod tilbuddet om uvildig rådgivning. Det er en motioverende snak med en voksen, som kan hjælpe barnet til at træffe valg om sin egen fremtid på oplyst baggrund. Det er barnet selv, som træffer valgene, men rådgiveren hjælper ved at forklare barnet om mulighederne. Det er i denne tidlige fase, før der indtræder frustration over et evt. asylafslag, at frøene plantes for hjemrejserådgivning i en senere fase.

Hvis et barns asylansøgning bliver afslået, kontakter Dansk Røde Kors barnet direkte. Dette gøres enten gennem værgen eller personale på centeret. Deet er vigtigt, at alle værger (frivillige såvel som lønnede) og personalet på centrene er bekendte med målsætninger og mulighederne for hjemrejserådgivning. Hvis barnet opholder sig ved slægtninge (privat indkvartering), vil slægtningene ofte være i stand til at give meget nyttig information, der kan bruges i forbindelse med hjemrejserådgivningen. Det er vigtigt også at tale med barnet på tomandshånd, fordi slægtningene kan have deres egne motiver for eller imod barnets hjemvenden.

Værgen kan deltage i hjemrejserådgivningen, men dette bør afgøres på baggrund af forholdet mellem barnet og værgen. Der kan findes blandende følelser efter afslaget, som påvirker forholdet, og i så fald kan det være bedre for barnet at blive bistået af en neutral person. Eftersom værgerne er bekendte med målsætninger og mulighederne for hjemrejserådgivning, er det ofte god praksis for værgen at henvise barnet til en uafhængig og neutral part, som ikke har rådgivet barnet under proceduren og som derfor ikke er følelsesmæssigt påvirket af asylafslaget. Afslaget fører barnet ind i en transformationsproces, hvori konsekvenserne af afslaget skal forstås, behandles og accepteres. Det er netop her, hvor den neutrale person kan gøre en forskel ved at guide barnet igennem den nødvendige beslutningsproces for at træffe sin egen, oplyste beslutning.